fredag den 29. marts 2013

Hviledag

Nu har jeg kunnet opretholde den gode bølge af jobs i 11 dage i streg, men nu knækkede filmen altså. I dag er der kun castings, hvor mange ved jeg ikke endnu. Det ville ikke gøre mig noget, hvis de sluttede forholdsvis tidligt og at der så lå et lille jobsheet eller to til mig på bureauet, så der er lidt arbejde i weekenden. Jeg ved, at jeg starter næste uge ud med jobs både mandag og tirsdag, hvoraf det ene er et show.

Men anyways, så er i dag lidt en off day, så lige nu hygger min søde polske roomie og jeg på værelset med god musik, en computer i skødet på os begge og noget god mad. Igår var der fest for alle Bravos modeller, bookere, managers und so weider. Det var en super hyggelig i aften - og så var det jo skønt endelig at tale dansk med et "rigtigt" menneske! Der er nemlig to danske drenge her, og den ene af dem og jeg var enige om, at det var helt fantastisk med en face-to-face samtale på dansk. Det blev en smule sent, fordi et par stykker af os ville ned til floden og se sakura i måneskin efter vi var blevet smidt ud af restauranten. Så i dag er dagen, hvor vi oplader vores batterier, så vi er klar til mere arbejde :)

tirsdag den 26. marts 2013

Og bølgen fortsætter!

Ja tak her fra til flere jobs! Og det kom der sørme! Jeg skal nu arbejde for tiende dag i træk imorgen. Selvom det ikke ligefrem er alle jobs, der gør mig millioner, så er det jobs og det er dejligt! Jeg har options for det næste fire dage eller noget i den stil og så har jeg to bekræftede jobs den 1. og 2. april.
Efterhånden har jeg vidst været ret vidt omkring med mine jobs. Jeg har både lavet noget for magasiner, katalog, gået shows, haft en præsentation, testshoots og look book. Især magasinerne har været glade for mig, så det må de meget gerne fortsætte med, synes jeg nok ;-)

Selvom jeg arbejder der ud af, og at den kommende ferie er ved at være godt tiltrængt, så er der lige lidt tid til at slappe af ind i mellem. Jeg har for eksempel købt mig lidt garn til de korte stunder, hvor jeg bare kan sidde og lave intet, og til ventetiden i bilen. Jeg har fået fingre i serier og film til de aftner, hvor jeg ikke magter andet end at bruge til foran computeren. Og så var der i dag også tid til at gå ud og spise frokost med nogle af pigerne! Dét var dejligt :) Vi tog ind på en typisk japansk restaurant og fik ris med røræg på toppen og ål og en skål med nudler. Det var lige sagen med en omgang varme nudler på en kold dag som i dag.

lørdag den 23. marts 2013

Mit helt eget cherry blossom-shoot!

Jeg havde en test i dag med en rigtig dygtig fotograf. Han havde fået den fantastiske idé at tage et halv kirsebærtræ med ind i studiet til skydningen! Så det gjorde vi. Blomstrende kirsebærtræ, smukke kimonoer, lækkert lys, flagrende tørklæder og det hele gik op i en højere enhed i smukke billeder!

Vi havde god tid og fik jo som sagt noget rigtig flot ud af det, som jeg glæder mig rigtig meget til at se. Jeg har fået tiltusket mig et par smagsprøver og taget lidt billeder i kulissen.
Som det kan ses på billederne, så havde jeg også gang i en edderkop. Godt nok er den bare af plastik, men hvis der er noget, jeg bare ikke kan lide, så er det edderkopper! Min kæreste kan skrive under på at jeg er på grænsen til det hysteriske, også når det gælder plastikedderkopper. Jeg må da også sige, at jeg ikke ligefrem var lykkelig over at have den på skulderen. Og i håret, på armen og kort tid på halsen. Jeg havde faktisk gåsehud over det hele og måtte hele tiden holden tankerne fra den plastdims. Men jeg klarede det og det er jeg voldsomt stolt over! Makeupartisten syntes godt nok, at jeg var lidt fjollet..

fredag den 22. marts 2013

I'm here to work!

Den gode vibe omkring at få jobs fortsætter! Jeg har nu nået 8 dages arbejde i træk - 9 jobs er det blevet til. Og det er jo dejligt :) Jeg er her jo som sagt for at arbejde en helt bestemt legemsdel ud af bukser, så keep 'em coming! Men for pokker da.. Jeg bliver lidt træt, når de andre piger snakker om en friweekend med tid til at gå ud og spise, tage sig god tid til at få trænet, sovet igennem og bare slappe lidt af.. Det er hårdt at arbejde fra morgenstunden og så tage næsten direkte til castings bagefter.
Oven i købet er det faktisk nogle lange arbejdsdage.. Imorgen er det en test, der er sat til at vare fra 9 til 18. Søndag katalog på 4 timer (hvilket er til at overkomme) og mandag står den så på look book. Look book på 10 timer. Jeg ved da godt, at det tager tid at skyde 23 outfits og lave hår og makeup. Men for pokker, det er en lang mandag. Det er altså lidt af et held, at al gang foregår i løb for japanerne :b De er voldsomt hurtige til at få sat et helt studie op, og hvis der mangler noget, så løber man efter det - ikke gå. Det hjælper på tiden.

Men jeg skal ikke brokke mig! Jeg har et lille regnestykke, hvor jeg skriver ned, hvor langt jeg er kommet i forhold til at arbejde mig igennem kontrakten. Og det ser godt ud! Jeg har nået den første milepæl og er nu nået 1/3 af vejen. Så det gælder bare om, at fortsætte det gode arbejde, lade rygtet spredes og så arbejde på livet løs :) Som sagt er det jo det jeg er her for.

Elle Japan 2 ud af 2

Skydning nummer to for Elle Japan er nu også klaret. Til UG hvis jeg skal sige det selv ;) 6 billeder til noget "sådan styler du denne beklædningsdel" og et billede med Kate Spade. En lille smagsprøve:


torsdag den 21. marts 2013

Tokyo Fashion Week i billeder

Så er modeugen overstået for mig, sidste show var i dag :) I den anledning har jeg samlet lidt billeder sammen.
Ezumi showet - tirsdag
Han Ahn Soon showet - onsdag 


Atsushi - torsdag



onsdag den 20. marts 2013

Finalen og SPUR

Andet show til Tokyos modeuge er nu gennemført! Showet var for en designer med mærket Hahn Ahn Soon . Det mindede mig af en eller anden grund om Malene Birgers jubilæumsshow i år, da jeg fittede den anden dag... Måske var det fordi jeg endnu en gang måtte have lavet om på tøjet, fordi min barm er for stor til at have intet under en blazer. Eller måske fordi tøjet lige så vel kunne være inspireret af designerens gardiner, som Birgers mønstre var af hendes sofapuder.
Men i hvert fald så gik showet godt! Jeg havde været lidt nervøs for, om jeg ville ende med at vise et bryst til hele salen (og verden via pressen), fordi jeg skulle have en striktrøje på kun holdt sammen med et bælte. Og skuldrene skulle være fri og strikken var tung. Heldigvis var der slet ikke tid til at tage bæltet på, så jeg kunne få lov at holde trøjen sammen med min hånd. OG så skal det lige siges, at det altså var mig som fik lov at gå forrest til finalen! Det har jeg ikke prøvet før og jeg er pavestolt af det :)

Bagefter stod den på en skydning for SPUR, som er et japansk magasin. Jeg castede for dem på gaden, som den eneste den dag og var heldig at få jobbet. Søde folk på jobbet! Jeg fik lavet nogle skønne billeder, som jeg glæder mig til at se rigtigt, havde en dejlig tid der og så fik jeg lært lidt småting på japansk. De sidste billeder vi skød, var helt tossede! Det var med overrasket kæmpemund, sollbriller med oliefarvede glas som var kugle runde, "jeg kan ikke høre dig"-gestus og så skulle jeg hive mig selv i øret. Så det bliver meget spændende at se!

Selvom jeg har haft hele to jobs i dag, så nåede jeg dog også at lufte løbeskoene og selvfølgelig også kameraet! I dag er det Spring Day, siger kalenderen, og det har træerne ved floden 5 minutter her fra taget til sig. De blomstrer på livet løs og der går ikke længe førend de er på maks. Vejret startede også ud med at være nærmest sommer. Heldigvis kom regnen først, da jeg var ved at skyde for SPUR - de andre piger fortæller, at de var gennemblødte efter at have været ude i det. Godt det ikke er mig :b


tirsdag den 19. marts 2013

Første show i Japan - tjek!

I dag var har været en dejlig, dejlig dag! Selvom jeg var oppe omkring klokken seks imorges for at nå et show med call time klokken 7.30, så har det været en god dag. Showet gik godt, selvom skoene var forfærdelige at gå i! Jeg mener, det er altså ikke let, når de er to numre for store.. Under første gangprøve faldt min lilletå uden for skoen - hvordan det så kan lade sig gøre - og det gør det lidt svært at gå pænt. Heldigvis kunne vi sætte to kæmpe store gennemsigtige elastikker rundt om min fod, så skoen blev holdt på. Musikken var lige efter min smag! Stille og roligt og med guitarspil og en skøn vokal :)
Tøjet kunne sendes i butikker med det samme og man ville kunne gå i det uden at være en underlig en. Det jeg mener er, at det ikke var så meget showpiece og underlige kreationer, som det ind i mellem godt kan være. Makeuppen var helt neutral - kun en base på huden og optegnede bryn. Håret blev sat i bedste Marie Antoinette-stil. Herligt!
Designeren var meget glad bagefter og rørt til tårer :)

Efter showet og en enkelt casting tog to af de andre piger og jeg en lille tur til Shibuya for at ose lidt i butikker. Vejret var fantastisk! Høj sol, varme og selvfølgelig havde vi alle sammen for meget tøj på :b Jeg fandt mig en skøn bowlerhat, som ikke var dyr og ikke i sort. En smuttur i butikken LOFT (5-6 etagers butik med ALT) var nær blevet en meget dyr fornøjelse! Jeg kunne have købt det hele. Skønne blokke, produkter til håret, et polaroidkamera og japansk service.
Min fine - og billige! - bowlerhat :)

Men midt i al den herlighed blev jeg kaldt til castings, som fortsatte helt til næsten 22.. Imorgen bliver en lang dag med to jobs, en løbetur og så skal kameraet jo også lige luftes. Pynser på en tur til floden og se efter blomstrende træer.

Elle skydning - 1 ud af 2

Så er ugen blevet skudt i gang med det første job! Det var en skydning for Elle Japan. Vi var tre piger afsted.  Endnu en gang var det op før det blev lyst, og så køre en time væk fra Tokyo. Vi skulle "kun" have tre billeder, hvor vi alle var på iklædt kjoler fra Marc Jacobs. Rekvisitterne var to gamle cykler, en båd på vandet (farlig oplevelse - vand og både er altså ikke mig!) og en hængekøje. Vi hyggede os og havde det hylende morsomt det meste af dagen, pigerne og jeg, selvom vi var trætte og dagen var lang og vejret umuligt. Jeg mener, hvordan skal man se nogenlunde afslappet ud i ansigtet, når håret flyver rundt i ansigtet, sidder fast i læbestiften, øjnene løber i vand på grund af vinden og man samtidig skal holde på hatten, så den ikke flyver i vandet? Men billederne blev fantastisk smukke!
Nå ja, og så fik jeg lov at beholde min egen hårfarve! :b Jeg fik dog lavet et lille pandehår i ægte Breakfast at Tiffany's stil. Elsker det jo!

mandag den 18. marts 2013

Fridag!

I dag har jeg min første hele fridag i 14 dage! Det fejres med at sove længe ;-) Igår havde vi en næsten fridag, så en af de andre piger og jeg tog ud og spiste om aftenen. Selvom vi endte på en italiensk restaurant, så forsøgte vi virkelig at spise som japanerne. Det vil sige helt langsomt, så vi ikke sluger maden som derhjemme. Jeg vil sige, at det gik nogenlunde. Men vi var ude igen efter lidt over en halv time - der havde vi spist salat og hovedret. Ups :P

Men i dag skal jeg gøre alt det jeg ellers ikke har fået gjort! Det vil sige, jeg har sovet længe, skal på en løbetur, lufte mit kamera i en times tid (har kig på en kirkegård lige rundt om hjørnet med kirsebærtræer omkring), lave lækker mad og spise langsomt. Og så skal jeg huske at gå tidligt i seng. Jeg har jo en lang uge foran mig med to jobs for Elle Japan og tre shows. Og Elle starter tidligt imorgen! Jeg skal gå fra lejligheden allerede klokken 4.20 eller der omkring og så har vi 10 timers skydning. Men jeg glæder mig alligevel lidt :) Kameraet kommer også med på skydning, for vi skal være i en park, som godt kunne være flot på den her tid af året :) Og så har jeg jo garanteret en hulens masse castings, jeg skal igennem, når først jeg har været ude og tjene penge. Men men men, det er jo måden jeg får flere jobs, så det er bare der jeg skal give den ekstra meget gas, så jeg kan arbejde en hvis legemsdel ud af bukserne. Jeg kan sove, når jeg kommer hjem.

Faktisk har jeg også fået et job mere for et magasin, der hedder SPUR. Jeg ved ikke hvornår, hvad det går ud på, eller noget som helst andet. Men jeg har fået det, og det lader til at være et rigtig godt blad! Så jeg må virkelig knokle på, så jeg kan få et job for dem igen :)


P.S. Der har været en dansk pige i lejligheden! Jeg har fundet en pose havregryn fra kornkammeret i køkkenet :P

fredag den 15. marts 2013

Fuld arbejdsuge!

Jeg tjekkede op på, hvordan min næste uge ser ud i forhold til jobs. Og det ser jo rigtig godt ud! Modeugen starter og jeg har tre shows. Faktisk har jeg et job hver dag fra mandag til fredag - og der kan jo sagtens komme flere på! Så det håber jeg selvfølgelig ;) Jeg ved endnu ikke, hvad det er for shows jeg skal gå, men mandag og fredag skal jeg arbejde for Elle Japan! Det glæder jeg mig rigtig meget til :) Mon ikke der sniger sig en paryk ind?

Til gengæld så håber jeg lidt på, at weekenden bliver stille og rolig. Jeg trænger til at tage en tur ud i byen med nogle af pigerne og se på Hello Kitty og spise god mad. Eller bare have død dag på sengen efter en omgang hård træning og et langt bad med hårkur og efterfølgende bodylotion. Jeg kan mærke at min krop er ved at gå lidt død, pga. en dårlig seng. Jeg føler jeg skal sove 4 gange så meget for at blive udhvilet.. Men sådan er det :)

Træning for alle pengene

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så god til at få trænet, som jeg er her i Tokyo. Jeg både løber og laver styrketræning ret regelmæssigt - 3 gange på en uge eller der omkring. Jeg ved ikke helt, hvad det skyldes. Men jeg har da en idé om, at det er pga. vejret. Jeg har flere gange haft lysten til at tage på en løbetur derhjemme, men hver gang det har passet ind i mine planer, så har der ligget sne eller is over det hele. Og så føler jeg i hvert fald ikke for en løbetur. Men her er vejret langt bedre. Der var lige en blæsevejrsdag igår og dagen før det, men ellers har solen skinnet og så har det været perfekt til løb. Det er jo ikke fordi temperaturene er tropiske eller noget, det er meget dansk, men det er for mig det optimale løbevejr.
Samtidig med at jeg løber rundt i byen, får jeg jo også set noget. Så kan jeg godt finde på, at tage kameraet ud på en lille gåtur senere for at fange lidt af det jeg har set. Dejligt :)

Så jeg vil i dag forsøge at forlænge ruten uden at fare vild, for jeg har trods alt castings i dag.

onsdag den 13. marts 2013

Go home, fashion, you're drunk!

Det har jeg da i hvert fald tænkt allerede et par gange på mine 10 dage her! I dag var der for eksempel en af de designere, som skal caste til modeugen, der starter om lidt, der nærmest lignede Willie Wonka fra Charlie Og Chokoladefabrikken, da han kom ind. Det var en lidt mere skræmmende udgave, da alt hans tøj var læder og mørkt. Hvilket også gælder brillerne.
Og i sidste uge havde en castingdirector et par bukser på, hvor der simpelthen var syet en skjorte fast på, så det lignede at den var bundet om livet på ham!

Og så er det, os piger her nede kigger på hinanden og spørger: " What was that?! Why?" Og svaret? "Japaneese people!"

tirsdag den 12. marts 2013

Det (pa)rykker der ud af!

Parykker! Jeg er ret vild med det røde.
Har man sagt A, må man også sige B. Sådan har det altid været. Men det lader til, at hvis man siger Japan, må man også sige paryk! I hvert fald har jeg haft tre parykker på - og jeg har kun haft fire jobs! Første gang for Ginzas Lady Liberty-skydning, så for en test igår og senest i dag, også for Ginza, hvor jeg blev rødhåret. Jeg har altid drømt lidt om at være rødhåret, så det var meget sjovt at prøve. Men det er nu altså lidt underligt, synes jeg, at de alle sammen gemmer mit lyse hår væk :) For min skyld kan de gemme mit hår væk under en paryk hver eneste gang, hvis bare jeg får et job eller 20 :b

Jeg er lidt misundelig på en af de andre piger her fra.. Hun er lige taget afsted i dag for at lave brudebilleder på en japansk tropeø i nærheden i tre dage. Dét ville jeg godt nok gerne have haft, det job.. Det kunne have været lidt fedt at svanse rundt i hvide kjoler dagen lang på en tropeø og så få penge for det :) Måske er det min tur næste gang.

Det lader dog til, at der er ved at komme ret godt gang i den :) Jeg har som sagt haft 4 skydninger på 9 dage og jeg er lige blevet confirmet på to shows til næste uges modeuge. Så det skal bare fortsætte sådan!

søndag den 10. marts 2013

Tokyo er også for mig :)

I dag er det en uge siden jeg landede. Jeg har været voldsomt utålmodig, når det kom til jobs, fordi alle de andre arbejdede - selv dem der lige var landet få timer for inden. Men fredag var det også min tur til at arbejde! Det var to sider i et japansk magasin, der hedder Ginza Magazine. Shootet var baseret på en film, La Mortadella, så der var fis og ballade foran kameraet. Det ligner mig godt nok ikke på billederne, da jeg blev iført en skøn, skøn paryk. Så for et par timer havde jeg igen mit lange hår - men var brunette :b Jeg er spændt på at se billederne og kan faktisk godt nå, at få bladet med hjem inden jeg rejser!

Bagefter stod den på castings - no mercy, selvom jeg havde været oppe klokken 6. Der skal stadig castes, det er jo sådan vi får jobs, hvilket vi jo alle vil. Så klokken 9 sidder vi alle i bilen og får at vide, at 5 bravopiger har job den efterfølgende dag med mødetid klokken 3 am på bureauet. Selvom jeg var træt og vidste at jeg ville være døden nær næste eftermiddag, hvis jeg fik det, så var jeg faktisk åben for det. Det var et godt job, et godt magasin og et job! Og jeg fik det faktisk! Så op efter 3 timers søvn og så arbejde hårdt. Det var på en location et par timer væk i bil helt ude ved vandet. Jeg var heldig at se solen stå op - jeg har aldrig set noget lignende, det var så smukt!
Ved vandet var der også dejligt og vejret var heldigvis med os. Vi skød sommerkjoler og tasker og jeg havde det i hvert fald sjovt med det. Og endnu en gang kan jeg faktisk nå at købe det, så det skal også med i kufferten :)

Shibuya by night
Selvom jeg var træt om aftenen, så tog jeg med to af de andre piger ud i Tokyos natteliv. Vi gik til Shibuya, som ikke er mere end 15 minutter væk på gåben, for at spise lækker mad. Vi fandt en restaurant med et engelsk menukort, så det gjorde tingene lidt lettere. Jeg prøvede sashimi af, som er rå fisk uden ris, hvilket er meget rart til en afveksling ind i mellem - selvom sushi jo er skønt! Og så skulle jeg da også have en rigtig miso suppe. Jeg smagte den, der havde fisk i. Og det må man sige der var. Med hud og hår fristes jeg næsten til at sige. I hvert fald var det næsten hele fisken med alle ben, en halv finne og skæl. Men den smagte fantastisk! Da vi egentlig var klar til at gå, godt mætte, fik vi nærstuderet menukortet igen og fandt sakurasushi (læs: hestesushi) så det var vi altså nødt til at prøve, koste hvad det ville. Og det var det hele værd ( alle 10 kroner for et stykke)! Det smagte helt fantastisk, så mørt og blødt.Jeg tager gerne derhen igen og spiser :)


Laksesashimi

Og sakura! Skønt :)
Faktisk har jeg allerede jobs igen i næste uge, mandag og tirsdag - indtil videre. Så der er endelig gang i den! Jeg er langt mere rolig nu, for jeg skal jo gerne kunne opfylde min kontrakt, som siger, at jeg skal lave 6 jobs inden for de første 14 dage. Ellers har de ret til at sende mig hjem. Ikke at jeg nogensinde har regnet med, at det ville ske, men tanken lurer da stadig i baghovedet.. Men nu er der langt mere ro på :) Jeg får helt sikkert sovet trygt i nat, hvilket er tiltrængt. Føler mig som en zombie..

onsdag den 6. marts 2013

Cherry blossom!

Allerede nu er kirsebærtræerne på vej til at springe ud! Jeg havde lidt fri i dag, så jeg tog kameraet under armen og tog på en times gåtur. Jeg fandt et par træer, der lige er startet med at blomstre og en masse store bygninger. Samtidig fandt jeg også en løberute, så jeg kan få løbet, når nu vejret er så godt :)

Faktisk planlægger jeg og en af de andre piger, at tage ud og have det lidt sjovt i den kommende weekend, hvis altså arbejdet tillader det. Så skal vi i en park og ud og spise lækker, lækker sushi! Det glæder jeg mig rigtig meget til. Kameraet er selvfølgelig med ;-)

Jeg er stadig en smule ramt af jetlag.. Jeg har intet problem med at falde i søvn om aftenen, men når jeg så har sovet i 5 timer, så vågner jeg og kan aldeles ikke falde i søvn igen. Ret irriterende, men heldigvis er jeg ikke så mærket af det i løbet af dagen. Det skal nok blive bedre, bare jeg forsøger at lave nogle faste rytmer med søvnen. Det er også grunden til at jeg står op klokken ni imorgen, selvom jeg først skal være på bureauet 13.30. Så kan jeg få løbet og handlet lidt småtterier ind.

Castings, castings og castings

Det er nu blevet dag 3 i Tokyo. Og her er faktisk ret dejligt :) Foråret er rigtigt på vej, solen skinner og det er nok noget nær de 20 grader om formiddagen og indtil klokken bliver 15. Så bliver det hurtigt koldt igen, og allerede når klokken er halv syv er det buller mørkt. Men det er nu altså dejligt, ikke at pakke sig ind i store jakker, halstørklæde og støvler for at bevæge sig uden for.

Rigtig meget af de sidste to dage har jeg tilbragt i Bravo bilerne. Vi bliver kørt rundt til castings, nemlig. Igår havde jeg hele 10 styks, så jeg sad i bilen fra 10.40 til 21 - cirka. Heldigvis er vores managers rigtig søde og vi hygger virkelig i de biler :) Flere gange havde jeg det godt nok som om jeg var ved at miste livet i den bil! Vi var under tidspres hele dagen, så der blev givet ordentlig gas, når vi skulle fra sted til sted. Jeg forstår ikke, hvordan en af pigerne kunne sidde uden sele, men sådan er der jo så meget :)

Folk er generelt rigtig flinke her - og meget(!) høflige. Der bukkes og takkes mindst 100 gange om dagen, tror jeg. Jeg forsøger alt, hvad jeg kan at være lige så høflig, men jeg kan jo af gode grunde ikke overholde det hele, når nu jeg ikke kender til traditionerne. Jeg forsøger at lære lidt japanske fraser - som for eksempel "tak" - for en manager fortalte, at det virkelig kan score point hos kunderne. Man må jo benytte sig af de tricks, man kan, for konkurrencen er virklig hård blandt modellerne.

Jeg mødte ind på bureauet igår morges for at få dem til at tjekke mit tøj. De fik mig til at skifte den første dag, så jeg ville lige sikre mig at alt var okay. Det var det heldigvis, så jeg var hurtigt good to go. Jeg blev dog kaldt tilbage på bureauet tidligere i min pause, fordi jeg skulle træne min gang. De fortalte mig, at der var mange kunder, der virkelig godt kunne lide mit look, men mente at jeg skulle øve lidt på min gang. Så ud på tagterrassen med mig og halvdelen af bureauet for at gå. Det var småting og jeg blev lidt ked af, at de ikke mente, jeg kunne, når nu det har gået så godt med shows i Danmark. Men det er jo fint nok, for det viste sig, at det er fordi, de vil have det på en anden måde her end hjemme. Så på den måde er det jo godt, at de får vist mig det rigtige.

I dag skal der også castes, men ikke helt så meget som igår - ind til videre i hvert fald. Og så skal jeg bare give gas, så der også kan komme nogle jobs ind :)

mandag den 4. marts 2013

Hello Kitty! .. ups, Japan..

Så er jeg fremme i Tokyo, Japan! Turen var lige til at overkomme, da først vi var blevet boardet - heldigvis da!

Folk her er voldsomt venlige og høflige. Det er næsten ikke til at holde ud, når de bukker og bukker :b Færdselspolitiet bukker for dem de holder tilbage og igen, som tak for at de holdt tilbage - lidt fjollet. Dagen i dag står på et lynhurtigt indkøb - hvor jeg smider omkring mig med 1000 sedler - og en tur på bureauet for at få taget poler. Der kommer formegentlig mere på dagsordenen, når først jeg har været der ;)

lørdag den 2. marts 2013

På vej.. Eller...

Turen skal i dag gå til Japan, Tokyo for at arbejde hos Bravo Models i 6 uger. Jeg har glædet mig meget her de sidste par dage :) Faktisk skulle jeg i skrivende stund have været ved at boarde, men men men.. Mit fly er fem timer forsinket, fordi der har været et årligt tjek af flyene (hvilket jo er fornuftigt nok) og nogle fly så er taget ud af ruterne. Det resulterer jo så i, at nogen fly vil blive forsinkede - og det var så desværre mit. Så vi tog alle sammen hjem fra lufthavnen igen og prøver igen om nogle timer.

Det er sværest for min mor, tror jeg. Hun er ikke ligefrem glad for at skulle sende mig afsted, så det har krævet meget mental forberedelse fra hendes side. Så nu, hvor det endelig var tid, så blev det alligevel ikke.. Stakkel.. Det er også lidt trist for mig, for faktisk havde jeg næsten en halv dag til at gå lidt på opdagelse i det område, jeg skal bo. Men nu er det lige før, jeg kun lige kan nå at komme frem, pakke ud og finde noget aftensmad - eventuelt sushi? - før jeg skal i seng, for at være klar til castings næste dag. Men sådan er det - jeg kommer frem og det er det vigtigste :)

fredag den 1. marts 2013

The Extreme Collection

Selvom jeg blev sendt hjem fra jobbet for The Extreme Collection, så har de alligevel valgt at bruge en del af mit arbejde. Jeg har lige modtaget links til de videoer, vi lavede den dag, og de er blevet gode, er de! Videoerne er både mine og den anden models, men det ser virkelig godt ud. De har faktisk valgt at bruge den del, hvor jeg danser Gangnam :p Der er både sekvenser, der er "seriøse", tossede, foran lærredet og behind the scenes i de to videoer. Se den mere seriøse her og den med Gangnam her. Vis dem gerne til alle - tøjet er jo ret lækkert ;-)